2018-nu: Freelance foredragsholder

Drømmen om at være delvist selvstændig fik endelig luft under vingerne, da jeg i 2018 begyndte at holde foredrag om "Virkelighedens Game of Thrones" baseret på arbejdet med oversættelsen af The Irish Mars. Takket været Folkeuniversitetet fik jeg snart muligheden for at udvide mit repertoire med slægtshistoriske foredrag, og adgang til nyt materiale takket være Maritimhistorisk Selskab i mit lokalområde. Når jeg ikke holder foredrag, kan jeg træffes rundt omkring som freelance sælger, eller på bogmesser som forfatter.

2015-2018: Skoleårene

Jeg var med til at starte Efterskolen Epos op, en skole baseret på konceptet om “legende læring.” Jeg arbejdede på læringsforløb om Den Kolde Krig, konfirmandspil om Martin Luther. , samt på et storstilet samarbejdsprojekt med Sønderborg Slot om kong Christian II’s flugtforsøg. Alligevel nød jeg mest at underholde på morgen- og aftensamlinger.

Da jeg undervejs flyttede til Holstebro, fulgte en overgang med vikariater og valgfag på lokale skoler.

2013-2015: Museumsårene

Som nybagt kandidat i Historie blev jeg kastet ud i mange projektansættelser. Mit første projekt var at samle et hold rollespillere til at lave en “tidsrejse” på Mosede Fort.

Dernæst blev jeg genindkaldt til min studiearbejdsplads, Koldkrigsmuseum Stevnsfort, for at indrette en forladt bunker til undervisningsbrug. Jeg trækker stadig på disse erfaringer til mine foredrag om Regelbau og om den kolde krig.

Senere fulgte to forskellige udstillinger på Rudersdal Museer, men snart flyttede jeg til Als for at følge et andet kald.

2004-2012: Studieårene

Som studerende på Københavns Universitet meldte jeg mig ind i enhver forening og studiekreds jeg hørte om. Historieseminar, Middelaldercirklen, klassikerforeningen Phrontisterium, Dansk Militærhistorisk Selskab, Science Fiction Cirklen, foreningen Fantastik, Studentermenigheden, det Danske Edgar Allan Poe Selskab …

Eneste fællesnævner var, at det var obligatorisk at foredrage, optræde, prædike, eller bare holde en tale. Uden at ane det, så trænede jeg til en fremtid med foredrag.